Marie Skødt

Det vil jeg arbejde for:
Som gruppeformand står jeg i spidsen for et stærkt hold, der kæmper og tager ansvar for vores velfærd.
Vi har en stor og vigtig opgave foran os, fordi vores velfærd er under pres. Vi arbejder vedholdende og målrettet på at skabe en anden retning for Haderslev Kommune. Vi vil ikke mindst arbejde hårdt på at skabe indflydelse på de kommunale budgetter. De kommunale udgifter er høje og velfærden er i bund, så jeg er optaget af, hvordan vi skaber mere velfærd for pengene.
Som formand for Børn og Familie har jeg det overordnede ansvar for at fremme trivslen hos børn og familier samt styrke børns læring og aktive fritid med sunde fællesskaber.
Derfor er jeg socialdemokrat:
Jeg er socialdemokrat, fordi Socialdemokratiet tager ansvar for vores velfærd. Det har vi gjort i århundrede, og det skal vi gøre de næste år og århundreder. Det er der brug for ikke mindst nu, hvor individualistiske kræfter trækker samfundet længere og længere mod højre med løfter om frihed uden ansvar.
Vi står stærkest, når vi står skulder ved skulder. Det er bedst for os alle, at vi passer på hinanden og naturen, og at vi bidrager med det, vi hver især kan gøre, for at samfundet hænger sammen.
Jeg er stolt over, at min farfar var socialdemokratisk sognerådsformand i Seem, dengang da Stauning var statsminister.
Fakta:
Jeg er gift med Torben og mor til Simon, Emilie og Johanne.
Mit arbejdsliv er og har været meningsfyldt. Jeg har arbejdet som voksenunderviser på sundhedsuddannelser og med at få borgere til at sortere affald, være miljøbevidst, eller være mere aktiv for at styrke egen sundhed og fællesskaber.
Jeg er uddannet i kommunikation og master i humanistisk sundhed.
Jeg arbejder som underviser ved UC SYD, hvor jeg har været ansat siden 2011. Desværre lukker uddannelsen i Ernæring og Sundhed.
Før det har jeg arbejdet med formidling og projekter i offentlige institutioner i og omkring Haderslev for at fremme miljø og sundhed, kirke, uddannelse- og erhvervsudvikling.
Jeg har altid arbejdet i krydspresset mellem at have travlt og gøre tingene ordentligt. Jeg har skullet løse komplekse opgaver og formidle viden, så den er letforståelig. Jeg har lært, at god forberedelse, dialog og forventningsafstemning betaler sig.
Jeg har været frivillig foreningsleder, siden jeg var 17 år. Bag mig var min første lederuddannelse i gymnastik. Foran mig var min livslange tilknytning til det frivillige foreningsliv.
Skriv til mig på:
Ring eller sms på: 29440059
Læs mere: skodt.dk