Skip to main content

Nyheder

Julehilsen 2025

Kære medlemmer 

ET SOCIALDEMOKRATI I KRISE, ER ET FOLK I KRISE

Socialdemokratiet er et folkeparti, der samler høj og lav og kæmper for alles ret til et godt liv i fællesskab.
Når et folkeparti er i krise, er det en nation og hele folket, der mærker konsekvenserne. En socialdemokrat tager ansvar – ikke kun for sig selv, men for andre og for samfundet. Vi stemmer med hjertet og holder hovedet klart, fordi vi ved, at vi står stærkest, når vi står sammen. Solidaritet er fundamentet, der gør os i stand til at løfte hinanden.


Socialdemokratiet har fået en lussing. Det har givet plads til grådige højrepartier, der nu drømmer om at vælte vores statsminister, Mette Frederiksen og svække den socialdemokratiske linje ved det kommende folketingsvalg. Det virker som om, at flere danskere er optaget af sig selv og egne interesser. Har de mistet solidariteten med andre? Er de bange for at blive snydt? Hvem er nidkære over for det, som de synes tilkommer dem? Hvem tilraner sig mest muligt uden tanke for, at der skal være nok til alle – også dem, der kommer efter os? I dag ser vi et samfund, hvor uligheden og utrygheden vokser, og tilliden til vores fælles velfærd svækkes. Hvorfor er det blevet sådan? Mange bliver lokket af tomme løfter om, at frie markedskræfter kan give dem mere. Men sandheden er, at kun de rigeste høster gevinsterne, mens kriser og fattigdom rammer alle andre.


Derfor er der mere end nogensinde brug for socialdemokratiske værdier. Et samfund kendes på, hvordan vi passer på hinanden – især de svageste. Når vi har overskud til at række ud og hjælpe, er det godt for andre, og vi løfter samtidigt os selv. Som Socialdemokrater kæmper vi for et samfund med alles frie og lige ret til velfærd. Det skaber tryghed at vide, at nogen passer på os – som børn, der har brug for omsorg for at vokse op i trygge rammer og fællesskaber, og som voksne, når vi rammes af sygdom, arbejdsløshed eller svækkes af alderdom.


ANSVAR FOR VORES VELFÆRD
Valgkampen var hektisk, fyldt med energi og håb. Konstitueringen var nedslående. Borgmesterens tak til os – for at række ud mod et bredt budgetforlig – var ingen invitation til forhandlinger på valgnatten, og ingen reelle forhandlinger om pladser i udvalgene i dagene efter. Bagkloge hoveder vil sige – hvad sagde jeg. Grundlæggende har vi stadig brug for en ny borgmester, der tager ansvar for vores velfærd.


SMALLEST MULIGE FLERTAL
Det er bekymrende for os alle, at borgmesteren har konstitueret sig med et smalt flertal af partier på den yderste højrefløj, og at en DF’er er 1. viceborgmester. 16 mandsgruppen består af et nyt parti og to af de partier, som borgmesterens har bøvlet mest med i de sidste fire år. Det politiske samarbejdsmiljø er udfordret. 15 mandsgruppen består af seks partier, der vedholdende har insisteret på det brede samarbejde og taget ansvar. Jeg har som gruppeformand og på vegne af 15 mandsgruppen omhyggeligt fordelt de udvalgspladser, som vi har fået tildelt.


VI KÆMPER VIDERE
Vi har et stort ansvar som socialdemokrater. Vi skal passe på Danmark, vores kommune og hinanden. Vi står ved det, vi har sagt hele vejen. Socialdemokratiet kæmper for velfærd, for almindelige menneskers hverdag, for omsorg af ældre, børns trivsel, læring og aktive fritid, for rent vand og natur, og for fremtidens velfærd.

Lokalt er det, hvordan vi (ikke) passer på vores ældste, der gør ondt. Haderslev ligger helt i bund i en undersøgelse, der samlet set vurderer ældreplejen på 14 parametre. Ventelister til plejehjem bliver længere. De nye plejepladser er først klar i efteråret.
Vi skal styrke børns trivsel, læring og aktive fritid.

Vi skal skabe bedre rammer for dagtilbud og ændre fortællingen om skolerne. Vi skal styrke fællesskaber og en aktiv fritid. For at vi også vores vedholdende indsats også på alle andre områder som kultur og fritid, bosætning og erhverv.


Regeringens og folketingets arbejde er bagtæppet for vores arbejde i lokalpolitik: Fødevarepriser. Forslag om nedlægning af DR og TV2. Hårdere straffe. Misrøgt af svin. Udvisning af kriminelle udlændinge. Russisk gas, der udfases i 2027. National sikkerhed.

Vi har en stor opgave foran os, for vi har ikke længere danskernes tillid, som vi har haft. Vi står i et vadested.

VI FAVNER
Der er brug for, at vi evaluerer vores indsats i det nye år for fortsat at være danskernes parti. At vi kigger bagud for at lære, hvad vi fremadrettet kan gøre anderledes og bedre. Jeg vil gerne, at vi sætter en retning, der tydeligt markerer, at der er en anden vej. Jeg opfordrer alle til at give jeres besyv med, når partiforeningen rækker ud efter jer. Vi har brug for at finde nye veje, hvor vi står stærkere med den dagsorden, der er vores.

TAK FOR JER
Samtidigt en stor tak til alle medlemmer for jeres loyale opbakning. Tak for den store indsats, som mange af jer frivilligt lægger i partiet og vores valgkamp. Der er skosåler, der er slidt tynde. Det har været festligt og værdifuldt, at så mange har givet en hånd med. Uden frivillige, ingen valgkamp, intet parti.


Foran os venter et folketingsvalg, uvist hvornår, og der er stadig meget at kæmpe for. Jesper Petersen nyder stor og velfortjent respekt for sin indsats. Det er godt for os i kommunen og hele Sønderjylland, at Jesper er valgt til Folketinget. Også her er der brug for hjælp til at uddele flyers, hænge plakater op, når tid er.


Ved byrådsmødet tirsdag (16. december 2025)tager vi afsked med Jens Christian Gjesing, Lone Ravn, Henrik Rønnow og Kim Kabelka, der takker af efter samlet set mere end 90 års politisk virke for Haderslev Kommune. Jeg vil gerne takke jer for alt, hvad I har bidraget med gennem årene.


Fremover er vi et nyt hold af politikere, og jeg har håb for og tiltro på, at vi kommer til at gøre en forskel. Cecilie Haaland, Finn Lykkeskov, Bo Morthorst Rasmussen, Alex Bødiker og Julie Juhler fortsætter med solid erfaring. Velkommen til Christian Schultz, der bringer ny energi på holdet.


JULEN ER HJERTERNES TID
Snart samles vi om julebordet. Jeg glæder mig meget til at være sammen med min familie og mine
børn, der har appetit på livet, rejser og uddannelse.


Jeg ved, der er andre, der ikke glæder sig. For dem er julen svær, fordi de føler sig alene og overladte til sig selv. Vi skal kære os for dem, der ikke har nogen at samles med, eller som bøvler med deres kære. Mit ophøjede julebudskab er at glædes over det, du har, ikke at sammenligne med, misunde eller se ned på andre, men generøs og gavmild række ud mod andre. 


Glædelig jul til dig og dine.
På byrådsgruppens vegne
Venlig hilsen
Marie Skødt

Rose hvidbaggrundjulehjerte

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.